Perspektiv og tilgang

Det systemiske, narrative og poststrukturalistiske perspektiv

Vores tilgang tager afsæt i et socialkonstruktionistisk og poststrukturalistisk perspektiv, hvor vi især trækker på ideer og tænkemåder udviklet indenfor den systemiske og den narrative teori og praksis. Denne tilgang tilbyder et menneskesyn, en etik og en praksis, som vi kan forbinde os med.

Den systemiske tilgang tager sit afsæt i en måde at tænke på, hvor fokus flyttes fra ideen om, at vi kan afdække hvad fx verden og mennesket ér – til et fokus på hvordan mennesker erkender, kommunikerer og handler i verden.

  • En antagelse er, at vi kun kan forstå en situation eller et menneskes handlinger ved at inddrage det større system, som dette menneske indgår i; dvs. den kontekst og de relationer, der er part af situationen. Herved flyttes fokus fra et individuelt perspektiv og dermed fra fejl- og mangel og fix-it tænkning til at have fokus på samskabende processer. Tilgangen er dynamisk; vi påvirker os selv og hinanden med de valg og de handlinger vi foretager både i konkrete handlinger og gennem talehandlinger / det (krops)sprog, vi bruger. Frem for at fokusere på det, der er svært eller problematisk, er det systemiske perspektiv mere optaget af at undersøge, hvad der kendetegner de situationer, hvor det problematiske er mere eller mindre eller ikke fremtrædende. Fokus er derfor ikke på mangler eller karaktertræk hos den enkelte, men på relationer og på hvad der kendetegner forskellige situationer, set ud fra en cirkulær forståelse. Der tages udgangspunkt i, at alle til enhver tid gør deres bedste ud fra de forudsætninger, de har.

Den narrative tilgang (begrebet narrativ betyder fortælling) tager sit udgangspunkt i den antagelse, at vi som mennesker skaber mening gennem de historier, vi fortæller til hinanden om begivenheder
i vores liv.

  • De fortællinger eller narrativer som vi lever gennem, bestemmer vores samspil med andre mennesker, vores identitet og vores opfattelse af verden. Vi har alle mange forskellige fortællinger, som alle er vævet ind i den kultur, vi er en del af og vævet ind i de sproglige forståelser, vi har til rådighed.

    Nogle fortællinger bliver dominerende, fx de fortællinger vi oftest selv fortæller eller hører om os selv. Set ud fra et narrativt perspektiv er det derfor af stor betydning, hvilke fortællinger / historier vi er med til at give næring til – både i eget og i andres liv.

    I det narrative arbejde benyttes et såkaldt eksternaliserende sprogbrug, der er en måde at tale om det vanskelige i menneskers liv på, som insisterer på, at problemer opstår og vedligeholdes i sprog og kultur, mere end i den enkeltes psyke. Narrativ praksis er optaget af, at afdække og kaste lys på tidens gældende diskurser, så diskursernes indflydelse bliver mere synlige.

    Enkelt sagt kan man sige, at diskurser kan forstås som de normer og ideer, der pt fremstår som sandheder og som kommer til at fungere som rettesnore for, hvad der er ”rigtig” eller ”forkert”.

    Ved at sætte spørgsmålstegn ved disse ”taget for givet sandheder”, kan den enkelte i højere grad få mulighed for at tage stilling til, hvilke diskurser vedkommende vil tilslutte sig eller ikke tilslutte sig.

    Narrativ praksis er optaget af, at få mangfoldigheden af fortællinger frem i lyset, som kilde til mere righoldige forståelser af hvem og hvad vi er, i de sammenhænge vi indgår i. Et fokus er at få øje på og få skabt nye fortællinger om initiativer og handlinger, der er i et menneskes liv, og som knytter sig til det, der har værdi og betydning for personen.

Virksomheden Kaaber & Kaastrup er drevet af to konsulenter med mangeårig erfaring indenfor terapi, supervision, undervisning og andre konsultative opgaver på et systemisk og narrativt grundlag.